Foreningen
Den selvejende institution Gedved Kultur- & Medborgerhus har eksisteret siden 2011, og siden da har vi kæmpet for at få stablet et medborgerhus på benene, til inspiration for et pulserende kulturliv og aktivt medborgerskab blandt indbyggere i Gedved og omegn.
I foråret 2013 lykkedes det endelig at få en aftale på benene, der betød, at Gedved Medborgerhus i Marts 2014 slog dørene op i det gamle Gedved Seminarium – en aftale der kun har ladet sig gøre på grund af stor støtte og aktiv deltagelse i projektet, fra Gedveds indbyggeres side.
Gedved Kultur- & Medborgerhus rummer en lækker café og et væld af spændende arrangementer. Som eksempler kan nævnes teaterforestillinger, spændende foredrag og vinklub. Derudover er der etableret mødelokale med alt hvad der hertil er nødvendigt af IT-udstyr, trådløst internet osv.
Som forening er vi stolte over, at det er lykkedes at skabe så fantastisk et tilbud til Gedveds borgere, og vi glæder os over at være med til at gøre Gedved til Østjyllands medborgerskabscentrum!
Ved at melde dig ind i Gedved Kultur- & Medborgerhus kan du støtte medborgerhuset på dets videre færd, og hvis du har lyst, kan du involvere dig aktivt, og være med til at forme husets videre udvikling.